I dag stod jeg op klokken 5.45. Jeg var så træt men morgnen gik, min far og jeg tog afsted. Min far og jeg gik fra parkeringshuset og afsted hen mod La Glace. Jeg sagde farvel og gik på “arbejde”.
Jeg gik ind, skiftede og gik op på anden sal. Jeg hjalp med at smøre kager op. Da jeg smurte kagen op, tænkte jeg meget på, om jeg gjorde det rigtig og fint nok, men de rettede den lidt bagefter, og jeg var tilfreds. Jeg fik også pyntet en kaffekage. Lavede chokolade, på den måde at jeg kogte noget fløde og blandede/ stavblende chokolade i.


Efter det var der morgenmad, jeg fik spist den lækreste rosinbolle, brød og en halv kage. Da jeg havde spist morgenmad, stod jeg og stak choko mandelbunde ud. Imens jeg gjorde det, kom der nogle og tog billeder, jeg troede, at de ville tage billeder af mig og alle de andre. Jeg tænkte, at hvis jeg blev taget et billede af, så ville dem som så billedet, tænke at jeg var praktikanten, men det gjorde ikke noget, at de ikke tog et billede af mig.

Da jeg var færdig med det, gik jeg op på tredje sal, og lavede marcipanroser, jeg synes selv at de blev ret flotte. Da jeg havde lavet et par roser, blev jeg sat til at lave grønne hjerter til deres forårskage, de har året rundt fordi at den sælger så godt. I mens jeg lavede marcipanroser og hjerter, hørte vi musik og snakkede, det var rigtig hyggeligt.

Jeg gik til frokost, og efter det var jeg oppe på tredje sal og lavede chokoladestrå. Det tog ikke så lang tid, så når jeg var færdig, blev jeg sendt over på værkstedet, som er det sted, hvor de laver småkager. I værkstedet kunne man se ud i butikken, og de kunne se ind til os. Det synes, jeg var rigtig hyggeligt, fordi at i dag var der to damer, der kiggede ind og pegede på mig, eller en anden. Jeg blev glad og tænkte, at hvis de kiggede på mig, at de måske sagde at der var en praktikant derinde. Nå, men vi lavede vaniljekranse, og så gik jeg hjem.
